Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Tandproblemer hos kat

Tandproblemer er en af de hyppigste årsager til sygdom hos katte

Jeg vidste ikke, at katte får tandproblemer. Er det normalt? 

Tandproblemer er en af de hyppigste årsager til sygdom hos katte. Nogle studier viser, at op mod 68% af katte, der er mere end 3 år gamle, har tandkødsbetændelse, tandstensproblemer eller tandresorptioner.

Kun få katte viser tydelige tegn på tandproblemer. De spiser og drikker måske stadigvæk, selvom de har kroniske smerter, så derfor er det op til dig som katteejer i samarbejde med os at opdage disse skjulte og smertefulde problemer.

De hyppigste årsager til tandproblemer hos katte er tandkødsbetændelse og resorptioner af tandrødderne.

Hvordan viser min kat, at den har ondt i munden? 

For mange katteejere kan det være meget svært at se, om deres kat viser tegn på smerte. Ofte vil katte vise tegn på ubehag ved at trække sig væk fra familien. Det kan for eksempel være, at den gemmer sig under sengen eller i klædeskabet.

Dog er der nogle specifikke adfærdsmønstre, som man kan kigge efter ved mistanke om smerte i mundhulen. Din kat kan vise mindre interesse i sit foder, eller den kan gå hen til foderskålen, men virke afvisende overfor at ville spise indholdet. Den kan tygge maden med tydelige tegn på ubehag, tabe foder fra munden eller synke maden med besvær. Katten kan begynde at savle mere og/eller få en ”dårlig ånde”.
Hos nogle katte ser man, at de kløer sig mere omkring munden eller ryster på hovedet. Hvis katten ikke spiser den normale daglige mængde, kan det føre til, at katten taber sig markant. Mange katte vil fravælge normalt tørfoder og i stedet foretrække det bløde vådfoder.
Tandproblemer kan i nogle tilfælde forklare, hvorfor katten er blevet ”kræsen”.

Hvordan opstår tand/tandkødsproblemer? 

Den hyppigste årsag til tandproblemer hos kat er dannelsen af tandsten. I munden findes der tusindvis af bakterier. Når disse bakterier deler sig på tændernes overflade, kan de danne et usynligt lag kaldet plak. Noget af denne plak fjernes naturligt af kattens tunge og tyggebevægelser. Men hvis noget efterlades på tænderne, vil det mineralisere og danne tandsten. Tandsten vil derefter ophobes over og under tandkødslinjen og presser på tandkødet, hvilket giver inflammation – tandkødsbetændelse/gingivitis. Det er tydeligt at se tandsten, da det danner en brunlig overflade uden på tænderne. I svære tilfælde kan det dække hele tanden. Bakterierne kan også blive transporteret ind i blodkarrene i mundhulen og derefter ført til andre organer. Derfor kan ”dårlige tænder” give infektioner i hjerteklapper, nyrer, lever og andre organer.

Ophobningen af tandsten og bakterier på tændernes overflade leder til tandkødsbetændelse. Hvis det opdages tidligt i forløbet og behandles, vil de fleste tænder og tandkød have god mulighed for komplet heling. Behandling består af en professionel tandrensning og polering af os. Derimod, hvis tandkødsbetændelse ikke behandles, kan det medføre kronisk periodontal sygdom, som ikke kan behandles, uden af tanden trækkes ud. Periodontal sygdom er en inflammation eller infektion af knoglen og støttevævet, som støtter tænderne og holder dem på plads i munden. I takt med sygdommen udvikler sig, bliver disse strukturer ødelagt, hvilket leder til ”løse tænder” grundet tab af fæste. Denne tilstand kendes hos mennesker som paradontose eller ”løse tænders sygdom”. Bakterier kan sprede sig dybt ned omkring tandroden og danne en tandbyld eller endnu værre en knoglebetændelse.

Kan dannelsen af tandsten forhindres? 

Tandsten dannes hurtigere hos nogle katte end andre. Den bedste måde til at forhindre dannelsen af tandsten er regelmæssig pleje af tænderne i hjemmet. Vi anbefaler daglig tandbørstning med kattetandpasta (indeholder ikke flour), som er designet til, at katten må sluge det. Her på klinikken kan du købe Bucacat pasta, som er en gel til tandbørstning af kattetænder. Kan man ikke få daglig tandbørstning til at passe ind i en travl hverdag, er en gang om ugen stadig bedre end ingen tandbørstning. Kattens spytproduktion stopper ikke i løbet af natten, og derfor må katten gerne belønnes med godbidder efter tandbørstning lige inden sengetid.

Nogle specielle foderprodukter er produceret til at tage ekstra hensyn til dannelsen af tandsten. Det gør blandt andet Vet Essentials fra Hill’s. Det er kattefoder, som du kan købe hos os. Det skal dog understreges, at foder ikke kan fjerne tandsten, som allerede er dannet, men det kan forlænge tiden, som det tager, før nyt dannes. Når tandsten er blevet dannet på tænderne, vil det være nødvendigt med en professionel tandrensning i fuld narkose på Nordkystens Dyrehospital.

Aptus Bucacat er en tandgel med fiskesmag, som styrker kattens egen mundflora. Med hjælp fra enzymer påvirkes dannelsen af plak og afhjælper dårlig ånde.

Hill’s Vet Essentials Dental Health har en unik klinisk dokumenteret dentalteknologi til at holde tænder og tandkød sundt. De større foderpiller, med monodirektionel fiberteknologi, hjælper med at skrubbe tænderne rene som en tandbørste.

Hvad er Feline Odontoclastic Resorption Lesion (FORL)? Og hvorfor er det vigtigt at kende til?

Når du er på besøg hos os med din kat, kan du komme ud for, at vi fortæller dig, at din kat har FORL. FORL findes typisk på tændernes yderside, hvor tandkødet møder tandens overflade. Tænderne mister deres overflade/emalje i et eller flere områder, fordi katten begynder at opløse en eller flere af sine egne tænder. Ved omfattende opløsning (resorption) af tandrødderne kan det resultere i, at kronen knækker af, hvilket er meget smertefuldt for katten efterfølgende.
Samtidig giver tandlæsionerne markant tandkødsbetændelse, som også giver smerte i mundhulen. Katte med FORL vil typisk vise de samme tegn på ubehag i mundhulen, som er beskrevet ovenfor.
Den præcise årsag er ukendt, men studier tyder på en sammenhæng mellem FORL og kattens fodring, infektioner og/eller autoimmune sygdom.

Hvordan undersøger og behandler dyrlægen min kat for tandsygdomme?

En rutinemæssig tandrensning indeholder en grundig undersøgelse af alle tænderne efterfulgt af en rensning og derefter polering af hver tand i fuld bedøvelse. Ved undersøgelsen noteres det, om der er løse tænder, tilbagetrukket tandkød, knækkede kroner, periodontal sygdom mm. Rensning og polering af tænderne fjerner tandsten fra tændernes overflade. Når hele mundhulen er behandlet og pæn, tager vi røntgenbilleder af tænderne. Dette gøres, fordi sundheden af tandroden ikke altid afspejles af tandkronens udseende. Der vil særligt være fokus på tænder, hvor det omkringliggende tandkød er meget rødt – da dette kan være indikation for igangværende resorption af den pågældende tand (FORL). Der er dog også mange eksempler på, at tænder, som umiddelbart ser pæne ud ved undersøgelse, kan have svære sygdomme omkring én eller flere rødder. En tandrensning af katte kan kun foregå i fuld bedøvelse, og vi vil derfor i nogle tilfælde tage en blodprøve inden bedøvelsen. Dette gøres for at tjekke dit kæledyrs nyrer- og leverstatus, da disse organer skal bearbejde den medicin, der bruges til at bedøve patienten.

Hvis der ved undersøgelsen eller røntgenbillederne findes tegn på sygdomme, vil vi efterfølgende lave en behandlingsplan. Denne vil vi præsentere for dig, når du henter dit kæledyr efter behandlingen. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at én eller flere tænder skal trækkes ud. Det gøres oftest ikke i samme omgang som tandrensningen, da en vigtig faktor for sikkerheden ved bedøvelse er længden. Og det er mere skånsomt og sikkert for patienten med to bedøvelser på halvanden time end én bedøvelse på tre timer

  • Hvis du har VetPlan hos os, så får du vores helt unikke tandpakke med tandrensning og tandrøntgen til halv pris! 
    • Med VetPlan Mini får du 25% rabat på samme tandpakke. 

Download brochuren her.