Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Laser er en effektiv behandling af mange lidelser.

Læs her hvordan din hund eller kat kan hjælpes med laser behandling.

Hvad er laser? 

Laser er en speciel form for forstærket rent lys, der er ensrettet og koncentreret. Dette ensartede lys i et parallelt strålebundt kan bruges enten terapeutisk eller til operationer.

Hvor mange slags laserlys findes der? 

Man inddeler laserlys i 4 klasser efter effekt på levende væv:

Klasse 1 : Her er effekten lavest og giver ikke skade på øjne. I denne klasse har vi laserprintere og CD afspillere.

Klasse 2 : Her finder vi typisk kort- og butiksscannere.

Klasse 3 : Denne gruppe indeholder bl.a. scannere, som bruges til nivellering og afstandsmålere.

Det skal lige nævnes, at Cold Laser behandling eller LILT (low intensity laser treatment), som bruges en del til kroniske led- og muskellidelser, er lasere i klasse 2 og 3.

Klasse 4 : Denne gruppe er interessant i sundhedssektoren, da vi her har terapeutiske og operationslasere. Her har vi de højeste effekter og dermed den største effekt på levende væv. Dette betyder så også, at man skal have speciel briller på, når man arbejder med disse lasere, da de kan have en skadelig effekt på øjne.

Denne klasse deler vi så op i terapeutiske lasere, også kaldet Hot Laser behandling eller HILT (high intensity laser treatment) og i kirurgiske lasere.

Hvad er en terapeutisk laser, og hvordan virker den? 

Kort fortalt er en terapeutisk laser (terapilaser) en laser, som heler, i modsætning til en kirurgisk laser, som skærer i væv. Men en kirurgisk laser kan faktisk også hele/helbrede, det kommer vi tilbage til senere. En terapeutisk laser overfører energi til cellerne, således at de bliver aktiveret. Dette medfører en række positive effekter:

  • Celleaktiviteten øges = bedre heling af væv = dermed mindre arvævsdannelse
  • Øger blodcirkulationen = nedsætter hævelser = mindre smerte
  • Drabseffekt på bakterier = nedsat risiko for infektioner
  • Stimulerer nervefunktionen = hurtigere normal funktion
  • Stimulerer immunsystemet = hurtigere heling samt mindre risiko for infektioner

På grafen i brochuren kan det ses, at healingprocessen efter behandling med laser forbedres betydeligt. 

Vi bruger terapilaseren til en række forskellige lidelser:

  • Sårheling efter operation
  • Behandling efter led- og knogleoperationer
  • Ledlidelser
  • Muskellidelser
  • Hudlidelser
  • Sårbehandlinger
  • Brandsår
  • Nervelidelser
  • Furunkulose
  • Ørelidelser
  • Diskusprolaps og andre ryglidelser
  • Smerter

Behandlinger med terapeutisk laser foregår typisk i konsultationen sammen med ejer. Det er ofte et forløb på flere gange, hvor hver behandling tager 1 – 10 minutter alt efter lidelsens art.

Hvad er en kirurgisk laser, og hvordan virker den? 

Som omtalt ovenfor så er den primære funktion en skærende effekt. Dette bevirker, at en kirurgisk laser erstatter en skalpel til operationer. Ligesom meget kraftige lasere kan skære i sten og metal, så kan en kirurgisk laser skære i væv.

Dette har mange fordele:

  • Man stopper blødninger = mindre hævelse = mindre smerte
  • Man lukker lymfekar = mindre hævelse og nedsat risiko for spredning af kræftceller
  • Man lukker nerveender = mindre smerte
  • Man dræber bakterier = nedsat risiko for infektioner

Dette betyder mindre risiko for komplikationer samt mindre smerte for dyret, og for dig som dyreejer betyder det større tryghed og færre bekymringer. Derudover kan man med laser operere i svært tilgængelige steder, da laser tråden er bøjelig og kan bruges sammen med kikkertudstyr (endoskop). Ligeledes kan denne laser også bruges til øjen- og tandlidelser.

Vi bruger den kirurgiske laser til mange lidelser:

  • Generelle operationer
  • Tumorer (kræft) alle steder
  • Hudlidelser – hot spots, furunkulose, hudkræft, hudbetændelser
  • Øjelidelser - ekstra øjenhår (distichiasis), grøn stær (glaucom), knuder, cherryeye
  • Ørelidelser – polypper, betændelse, tumorer
  • Tænder – tandkødsbetændelse (gingivitis), knuder, epulis (forvokset tandkød), tandrodsbetændelse
  • BOAS operationer – næseudvidelse, forlænget blød gane, sacculi (hævelser ved luftrør) hos brachiocephale hunde (hunde med kort snude – fransk bulldog, boxer, mops o.l.)
  • Knuder/sår/polypper i næsehule, luftrør, spiserør og mavesæk

De fleste af disse behandlinger foregår under indlæggelse og oftest også i bedøvelse.

Ved alle behandlinger, hvor der er infektion (tandkødsbetændelse, ørebetændelse, hudbetændelse) bruger vi en teknik, som hedder Photodynamic Light Terapi (PDT eller PTT). Her smører man et grønligt uskadeligt stof på området, som hedder EmunDo. Når man derefter behandler dette område med laser, så aktiverer man stoffet, som derefter slår bakterierne ihjel effektivt ved en oxidativ proces. Derved kan man undgå antibiotika behandling og få en mere effektiv og skånsom behandling. Ydermere behøver man ikke at tænke på resistens hos bakterierne, da denne proces ikke skelner mellem bakterierne, men slår alle typer ihjel.

Hvor kan jeg få foretaget disse behandlinger? 

Behandlinger med terapilaser er efterhånden meget udbredt, og der er et par enkelte klinikker i Helsingør Kommune, som tilbyder disse behandlinger.

På Nordkystens Dyrehospital har vi udført laserterapi i 10 år, og har stor erfaring i disse behandlinger.

Behandlinger med kirurgisk laser er der ikke mange, som tilbyder, og lige nu er Nordkystens Dyrehospital den eneste klinik i Nordsjælland, som tilbyder dette.

Download brochuren her.