Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Hvorfor får min hund diarré og hvor farligt er det?

Bliv klogere på emnet med denne brochure

Hvad er diarré? 

Diarré er tynd mave eller mere præcist passage af uformet eller løs afføring, typisk med øget mængde og/eller frekvens. Diarré er ikke en sygdom, men mere et symptom fra mange forskellige
sygdomme. Diarré i forbindelse med milde sygdomme kan ofte kureres hurtigt med simple behandlinger.

Dog kan diarré i sjældne tilfælde skyldes omfattende og eventuelt livstruende sygdom, såsom organsvigt eller cancer. Selv diarré, som skyldes mild sygdom, kan blive værre, hvis behandling ikke startes tidligt for at forhindre tab af væske og næringsstoffer.

Hvorfor får min hund diarré? 

Diarré opstår blandt andet ved øget hastighed for passagen af afføring igennem tarmene, mindsket optagelse af vand, næringsstoffer og elektrolytter. Hvis det primære symptom hos din hund er diarré, kan årsagen hyppigt være en “simpel” tarminfektion med bakterier, virus, coccidier eller indvoldsorme. Hos hunde kan foderændringer eller indtagelse af fremmed materiale fra gaden give ubalance i tarmsystemet og derfor akut (pludselig) diarré. Stress, særligt i forbindelse med rejse eller ændringer i vante omgivelser, kan også give pludselig diarré. Diarré kan også være symptom på et mere seriøst underliggende problem som for eksempel allergier, bakterie/virus infektion, inflammatorisk tarmsygdom, organsvigt eller andet systemisk sygdom.

Hvor farligt er diarré hos hund? 

Hvor omfattende sygdomsforløbet bliver afhænger af, hvor længe det har stået på, og hvilke andre symptomer hunden viser. Årsagen vil typisk være mere alvorlig, hvis din hund har kraftig blodig diarré, eller viser tegn på mere generaliseret sygdom såsom slaphed, feber, opkast, mavesmerter, tab af appetit eller dehydrering.
Diarré er blandt andet et af de første symptomer ved parvovirus, som er en virusinfektion, der kan give livstruende sygdom for udsatte hunde – alle hunde i Danmark bør vaccineres mod parvovirus.

Hvordan finder vi frem til, hvorfor din hund har diarré? 

Vi vil først få en grundig sygehistorie fra dig af. Derfor er det en stor hjælp for os, hvis du har skrevet ned kronologisk, hvordan du har oplevet forløbet.

Derudover vil det være en hjælp, hvis du tager en frisk afføringsprøve med til os.

Ved undersøgelse af afføringen kan vi få flere vigtige informationer såsom form, farve og udseende.

Diarré er kun et symptom, så det kan ofte være nødvendigt med flere tests for at udelukke/bekræfte infektion med parasitter og/eller bakterier. Hvis diarréen er voldsom, og din hund også viser andre svære symptomer, vil det være nødvendigt for os at lave yderligere diagnostiske tests. Dette vil hjælpe os til at finde en diagnose samt at fastslå den optimale behandling.

Diagnostiske tests kan inkludere mikroskopisk undersøgelse af afføring, røntgenundersøgelser/ultralydsundersøgelse, røntgen efter indtagelse af kontrastvæske, blodprøver, afføringsprøver, vævsprøver af tarmsystemet, kikkertundersøgelse og operationer.

Hvad er behandlingen af diarré? 

Når årsagen er fundet, kan dyrlægen starte en skræddersyet behandling til din hund, som kan indeholde medicinsk behandling, kirurgi og/eller foderændringer.

For raske voksne hunde med simpel pludselig diarré kan vi i mange tilfælde anbefale en diarrébehandling i stedet for en meget omfattende diagnostisk udredning. Diarrébehandling vil ofte bestå af mange hyppige fodringer (4-6 x dagligt) med et specialfoder, som vil hjælpe tarmsystemet med at slappe af. Hunden skal hele tiden have adgang til (kogt) friskt vand. Foderet skal skiftes til en skånsom diæt, hvor vi anbefaler I/D fra Hill’s, som skal gives, indtil hunden ikke længere viser tegn på diarré, plus yderligere 7-14 dage. Skiftet tilbage til hundens normale foder skal ske gradvist
over en periode på cirka en uge, hvor andelen af normalt foder stiger med cirka 20% om dagen.
Diarrébehandling hjælper kroppens egen helingsmekanismer til at korrigere for problemet.

Det vil i næsten alle tilfælde anbefales at supplere skånekosten med et fodertilskud i form af probiotika, præbiotika og aktive stoffer som for eksempel ler eller kul. Dette kan findes i vores produkter Diapaste og Diapro Plus.
En simpel startbehandling kan blandt andet også inkludere medicin, som hjælper på tarmenes bevægelse og sammentrækninger, samt antiinflammatorisk medicin. Denne form for behandling skal dog kun startes efter anbefaling af os.

Hvis dit kæledyr ikke har det bedre efter 2 til 4 dage, vil det ofte være nødvendigt med yderligere tests eller mere omfattende behandling. Kraftig eller langvarig diarré kan resultere i betydelig dehydrering og ernæringsubalance grundet tab af væske. Behandling kan kræve en indlæggelse med indgivelse af væske og mere omfattende behandling.

Diapaste er et velsmagende kosttilskud, som effektivt genopretter den normale mavetarmfunktion.
Diapro Plus er til hunde og katte, der har behov for genetablering, stabilisering og vedligeholdelse af
den normale tarmflora. Gives i foder eller vandskålen.

Hvad er sandsynligheden for hurtig helbredelse?

Sandsynligheden for hurtig helbredelse afhænger af sværhedsgraden af diarréen, samt hvor hurtigt det er muligt at stille en specifik diagnose til en målrettet behandling. I langt de fleste tilfælde vil sygdommen hurtigt kunne behandles, og din hund er sund og rask i løbet af en uge eller to. Nogle gange skyldes problemet en kronisk sygdom, og din hund vil derfor kræve langvarig/livslang behandling for at holde problemet under kontrol.

Download brochuren her.