Jeg vidste ikke, at hunde får tandproblemer. Er det normalt?
Tandproblemer er en af de hyppigste årsager til sygdom hos hunde. Nogle studier viser, at op mod 68% af hunde, der er mere end 3 år gamle, har en form for tandkødsbetændelse eller tandstensproblem.
Kun få hunde viser tydelige tegn på tandkødsproblemer. Derfor er det op til hundens ejer og den lokale dyrlæge at opdage denne skjulte og ofte smertefulde tilstand.
Er tandproblemer det samme hos hunde og mennesker?
Nej. Hos mennesker ser man oftest problemer med tandproblemer grundet manglende calcium i tændernes overflade og huller i tænderne.
De hyppigste problemer hos hunde skyldes sygdomme i tandens støttevæv eller tandkød.
Hvad er periodontal sygdom?
Periodontal sygdom er en betegnelse for inflammation eller infektion af vævene omkring tænderne. Det kan være ansamlinger af tandsten på tænderne, som får tandkødet til at trække sig tilbage og blotte tandrødderne. Kort efter følger en infektion af tandkødet, hvilket får tandkødet til at trække sig yderligere tilbage og blotte mere af tandrødderne. Dette kan blotlægge de følsomme tandrødder, blodkar og knoglestrukturer. Hvis problemet ikke behandles, kan tænderne til sidste falde ud grundet omfattende tab af fæste. Denne tilstand kendes hos mennesker som paradontose eller ”løse tænders sygdom”.
Hvordan dannes tandsten, og hvorfor er det et problem?
I munden findes der tusindvis af bakterier. Når disse bakterier deler sig på tændernes overflade, kan de danne et usynligt lag kaldet plak. Noget af denne plak fjernes naturligt af hundens tunge og tyggebevægelser, men hvis noget efterlades på tænderne, vil det mineralisere og danne tandsten. Tandsten vil derefter ophobes over og under tandkødslinjen og presser på tandkødet, hvilket giver inflammation – tandkødsbetændelse. Bakterierne kan også blive transporteret ind i blodkarrene i mundhulen og derefter ført til andre organer. Derfor kan ”dårlige tænder” give infektioner i hjerteklapper, nyrer, lever og andre organer. Dette vil med tiden medføre dårlig hjertefunktion, dårlige nyrer eller lever og andre alvorlige sygdomme.
Kan dannelsen af tandsten forhindres?
Tandsten mineraliseres hurtigere hos nogle hunde end andre. Den bedste måde til at forhindre dannelsen af tandsten er regelmæssig pleje af tænderne i hjemmet. Vi anbefaler daglig tandbørstning med hundetandpasta (indeholder ikke flour), som er designet til, at hunden må sluge det. Kan man ikke få daglig tandbørstning til at passe ind i en travl hverdag, er 1 gang ugen stadig bedre end ingen tandbørstning. Hundes spytproduktion stopper ikke i løbet af natten, og derfor må hunden gerne belønnes med godbidder efter tandbørstning lige inden sengetid. Nogle specielle hundegodbidder er designet til at reducere dannelsen af tandsten. Det gælder blandt andet VeggieDent. Der er også foder, som er produceret til samme formål. Det gør blandt Vetessentials fra Hill’s. Begge produkter kan du købe hos os. Det skal dog understreges, at godbidder og foder ikke kan fjerne tandsten, som allerede er dannet, men det kan forlænge tiden, som det tager, før nyt dannes.
Når tandsten er blevet dannet på tænderne, vil det være nødvendigt med en professionel tandrensning i fuld narkose på Nordkystens Dyrehospital.
Må jeg bruge min egen tandpasta til min hund?
Det må du ikke. Tandpasta til brug på mennesker kan indeholde både flour eller xylitol, og begge dele er giftigt/farligt for din hund. Selvom din tandpasta ikke indeholder disse ingredienser, har mange af produkterne skummemidler, som ikke er beregnet til at skulle sluges efterfølgende. Der er flere grunde til ikke at bruge normal tandpasta til din hund, men det korte svar er, at du skal købe en tandpasta, som er specifikt produceret til brug på hunde.
Hundetandpasta findes i mange varianter og med flere forskellige smagsudgaver. Vi forhandler produkterne Bucadog og VetPro. Hvis man bruger et produkt, som smager godt, vil der også være meget bedre sandsynlighed for, at din hund vil kunne lide selve tandbørstningen. Ud over den gode smag, så indeholder hundetandpasta også gode enzymer, som hjælper med at nedbryde plak kemisk. Dette mindsker tiden, som du skal bruge på at børste tænderne.
Aptus Bucadog pasta er en enzymbaseret tandgel, som styrker hundens egen mundflora. Dannelsen af plakbelægninger påvirkes, og det afhjælper dårlig ånde. Det anbefales at bruge Bucadog pasta efter tandbørstningen, når tænderne er fri for belægninger.
VetPro tandpasta bruges ved tandbørstning med en god tandbørste egnet til hunde. Den kommer med leversmag.
Hvordan forløber en rutinemæssig tandrensning?
En rutinemæssig tandrensning indeholder en grundig undersøgelse af alle tænderne efterfulgt af en rensning og derefter polering af hver tand i fuld bedøvelse. Ved undersøgelsen noteres det, om der er løse tænder, tilbagetrukket tandkød, knækkede kroner, periodontal sygdom mm. Rensning og polering af tænderne fjerner tandsten og det usynlige lag af plak fra tændernes overflade. Når hele mundhulen er behandlet og pæn, tager vi røntgenbilleder af tænderne. Dette gøres, fordi sundheden af tandroden ikke altid afspejles af tandkronens udseende. Og der er mange eksempler på, at tænder som umiddelbart ser pæne ud ved undersøgelse, kan have svære sygdomme omkring én eller flere rødder. En tandrensning af hunde kan kun foregå i fuld bedøvelse, og vi vil derfor i nogle tilfælde tage en blodprøve inden proceduren. Dette gøres for at tjekke dit kæledyrs nyrer- og leverstatus, da disse organer skal bearbejde den medicin, der bruges til at bedøve patienten.
Hvis der ved undersøgelsen eller røntgenbillederne findes tegn på sygdomme, vil vi efterfølgende lave en behandlingsplan. Denne vil vi præsentere for dig, når du henter dit kæledyr efter behandlingen.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at én eller flere tænder skal trækkes ud. Det gøres oftest ikke i samme omgang som tandrensningen, da en vigtig faktor for sikkerheden ved bedøvelse er længden af den. Det er mere skånsomt og sikkert for patienten med to bedøvelser på halvanden time end én bedøvelse på tre timer.
Hvorfor kan jeg ikke bare fjerne tandsten med en skrabeske?
Selv om man kan fjerne tandsten, som sidder over tandkødslinjen, hos hunde, som er ekstremt samarbejdsvillige, er der stadig tre problemer med dette. Det er kun tandsten, som sidder over tandkødslinjen, der fjernes, og derfor vil det resterende sidde tilbage og fortsat give periodontale sygdomme. Samtidig er det heller ikke muligt at fjerne tandsten, som sidder på indersiden af tænderne, uanset hvor sød hunden er. Sidst men ikke mindst, så vil brugen af ethvert instrument give mikroskopiske skrammer på tændernes overflade, hvilket giver gode betingelser for ny dannelse af tandsten og andre problemer. Det er derfor vigtigt med en grundig polering efter alle tandrensninger.
- Hvis du har VetPlan hos os, så får du vores helt unikke tandpakke med tandrensning og tandrøntgen til halv pris!
- Med VetPlan Mini får du 26% rabat på samme tandpakke.
Download brochuren her.