Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Skal din kat steriliseres?


Hvad er sterilisering af hunkatte?

Operationen er en neutralisering af hunkatten, hvor hendes livmoder og æggestokke fjernes. Derefter kan hun ikke komme i løbetid eller blive drægtig.

Hvilke fordele er der ved sterilisation?

  • Mindre risiko for udvikling af kræft i mælkekirtlerne
  • Ingen risiko for livmoderbetændelse
  • Mindre risiko for skader ved slåskampe og parring
  • Ingen risiko for uønsket drægtighed
  • Forebyggelse af flere typer uønsket adfærd såsom strinten og hylen
  • Mindre risiko for udvikling af kræft i vagina

Risikoen for udvikling af kræft i mælkekirtlerne er generelt 7 gange lavere efter, at en hunkat er blevet steriliseret. Mange katte er såkaldte ”udekatte”, hvor man som ejer ikke har kontrol over, om sin kat bliver parret, mens den er udenfor. Dette er den hyppigste årsag til, at katte bliver steriliseret. Der er større risiko for, at ikkesteriliserede katte udvikler uønsket adfærd, som for eksempel slåskampe med andre katte, når den skal forsvare sit territorium eller skræmme nærgående hankatte væk. Disse slåskampe giver høj risiko for bidsår og større skader ved fald fra træer og lignende.



Hvilke ulemper er der ved sterilisation? 

  • Risiko for komplikationer ved operationen (narkose, sårheling mm.)
  • Øget risiko for flere typer af kræft
  • Øget risiko for overvægt
  • Øget risiko for skader på knogler, ligamenter og sener
  • Øget risiko for diabetes
  • Øget risiko for fedtlever

De fleste af komplikationerne ved sterilisation ses typisk kun, hvis katten steriliseres, inden den har været i løbetid.

Risikoen for ulemper efter en sterilisation er dog meget lavere end risikoen for de problemer, man undgår ved en sterilisation (se ovenfor). Derfor anbefales det, at katte som ikke skal bruges til udstilling og avl, bliver steriliseret.

Hvornår anbefaler I, at jeg steriliserer min kat?

Mange katte bliver steriliseret i en meget ung alder – helt ned til 8 uger gamle. Dette er ikke noget, som vi anbefaler. Optimalt er en kat fuldt udvokset (cirka 10-12 måneder gammel), når den steriliseres, så kroppen har fået de normale hormonelle påvirkninger. Der kan dog være omstændigheder, som gør det nødvendigt med en tidligere sterilisation. Dette er typisk adfærdsproblemer, eller at katten skal være udenfor det meste af tiden. I disse tilfælde kan man med rimelig fornuft sterilisere katten i 6 måneders alderen. Sterilisation af katte yngre end 6 måneder er generelt ikke noget, som vi anbefaler, men det kan være eneste løsning i enkelte tilfælde.



Hvordan foregår operationen? 

Katten indlægges om morgenen, hvor den er fastet i ca. 4 timer. Det betyder, at den ikke må få foder eller godbidder. Den må gerne få vand helt indtil operationen. Under indlæggelsen vil hunden blive bedøvet og komme i fuld narkose, for at dyrlægen kan lave operationen. Under hele operationen er hunden overvåget af en veterinærsygeplejerske, som styrer bedøvelsen samt checker livsparametre som, iltmætning, hjertepuls, respiration, blodtryk, væsketilførelse og meget mere. Selve operationen foregår gennem et lille snit på bugen,
hvor både æggestokke og livmoder fjernes. Derefter vil der være en lille syning, hvor man ikke kan se trådene.
Det er muligt at vaccinere, øretatovere og/eller chipmærke katten samtidig. Katten vil få flere typer smertestillende som en del af forløbet for at sikre, at den kommer så skånsomt som muligt igennem operationen. 



Hvad skal jeg være opmærksom på efter operationen?

Det vil være nødvendigt at beskytte såret efterfølgende, så katten ikke kan slikke eller kradse sig i området. Man kan enten bruge en krave eller en bodystocking til dette. En bodystocking koster lidt mere, men langt de fleste katte trives bedre med dem fremfor kraven. Såret skal renses med EffiClean eller klorhexidin, hvis det
bliver beskidt, og man kan med fordel smøre såret 2x dagligt med Abilar creme for en bedre heling. Hvis bodystockingen bliver våd eller beskidt, skal den tages af og tørres/vaskes, og katten skal holdes under opsyn.
Da såret er syet i flere lag og med skjulte suturer, er der ingen suturer, som skal fjernes, og risikoen for at såret går op er meget lille. Dog kan man i nogen tilfælde se, at der kan komme lidt sårreaktion på trådene. Dette vil vise sig som lidt rødme og hævelse, og i enkelte tilfælde kan der komme lidt sivning af væske og let åbning af såret. I langt de fleste tilfælde vil det gå i sig selv, men i sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt, at vi behandler det. Det er med i operationsprisen, at I kan komme til en kontrol af såret 10-14 dage efter operationen.

Katten skal helst holdes indenfor, indtil kontrollen er foretaget af en dyrlæge. En eventuel krave kan hænge fast i grene og buske og potentielt kvæle katten, og bodystockings kan blive våde og beskidte, hvilket fører til sårinfektion. Når katte kommer udenfor, er de også meget aktive, og jo mere de hopper rundt, jo større er risikoen for, at såret går op. Det er nødvendigt med efterfølgende smertestillende behandling. Katte viser ikke altid tegn på smerte, og det er derfor vigtigt, at de får medicin, selvom I ikke kan se tegn på ubehag. Behandlingen er beskrevet på recepten/medicinen, som I får med hjem.



Hvad med vægten? 

Kattens stofskifte kan reduceres med helt op til 30% efter en sterilisation. Derfor er de i høj risiko for at blive overvægtige. Overvægt hos katte er forbundet med flere andre sygdomme, og vi anbefaler derfor, at I vejer katten hver måned de første 6 måneder efter operationen. Overvægt er den langt hyppigste komplikation efter sterilisation af katte. En løsning kan være at mindske mængden af den nuværende foder. Det vil typisk være nødvendigt at reducere mængden af foder med mindst 20%. Men man skal være opmærksom på, at man med denne løsning hyppigt oplever, at katten føles sig sulten, da den indtager en mindre mængde mad. Man kan i stedet for skifte foder til et foder med reduceret kalorieindhold. Derved indtager katten den samme mængde mad som før, men med mindre mængde kalorier, og vil derfor ikke føle sig mere sulten. Vi sælger flere typer af foder, som kan anbefales til dette. Så spørg os endelig i klinikken for vejledning til den bedste fodring af din kat.

Er dette med i min VetPlan?

Hvis du har vores VetPlan Plus ordning, så er der 30% rabat på sterilisationsprisen. Og vaccination er gratis med VetPlan!

Du kan downloade hele brochuren her.