Vi passer på dit dyr


Hvorfor skal mit dyr indlægges? 

Mange undersøgelser kan vi sagtens klare i vores konsultation sammen med dig. Dette gælder vaccinationer, sundhedseftersyn og almindelige undersøgelser i forbindelse med sygdom.

Men hvis der skal foretages andre undersøgelser, behandlinger eller operationer, så kan det blive nødvendigt at indlægge dit dyr i nogle timer eller hele dagen.

Dette giver os mulighed for at lave en grundig og god undersøgelse og behandling, hvor vi har tiden og muligheden for dette. Ofte kræver det bedøvelse for at kunne foretage disse procedurer, og det kan vi kun gøre under en indlæggelse.

Hvordan foregår det?

Når dit dyr indlægges, så aftaler vi hele forløbet i samarbejde med dig, således at du har fået information og indflydelse på indlæggelsen. Det er desværre ikke muligt, at du kan være til stede under indlæggelsen, men
vi vil løbende orientere dig om forløbet, hvis du ønsker dette.

Der vil også blive lavet et skriftligt dokument med bl.a. prisoverslag, således at du har sikkerhed for den økonomiske del.



Hvordan bliver mit dyr behandlet? 

Når dit dyr bliver indlagt hos os, så har vi i vores indretning taget hensyn til, at det skal være så behagelig som muligt for dit dyr. Således har vi separat opholdsafdeling for hunde og katte:

  • Hundene ligger enten i et bur eller på måtter på gulvet med tæppe. De har mulighed for at have deres legetøj og/eller eget tæppe med også. I burene og på gulvet har de også varme.

  • Kattene har deres helt egen afdeling med store bure med gemmesteder samt kattebakke. Der er her varme i bunden af burene, og der er store gennemsigtige låger, således at de har frit udsyn. Burafdelingen er helt afskåret fra hundene, således at de ikke kan se dem. Der er legetøj i burene samt feromon duft, som virker beroligende. 

Al håndtering af dit dyr foregår roligt og med god tid. Når der bedøves, tages blodprøver og undersøges, foregår det for hundenes vedkommende i hundeafdelingen og vice versa for kattene.

Selve bedøvelsen (se informationsbrochure) foregår med al den sikkerhed, som man kan ønske sig.

Efter bedøvelsen holdes der nøje øje med dit dyr, til det er helt vågen. Dette foregår selvfølgelig også i dyrets egen afdeling.

Når dit dyr er helt vågen, så tilbyder vi det vand og lidt mad, og hundene kommer ud på en lille luftetur.

Vi har også i de fleste tilfælde givet medicin mod smerter og kvalme samt anden relevant medicin.



Jeg er nervøs, hvornår får jeg noget at vide? 

Hvis vi har aftalt på forhånd, at du gerne vil ringes op, så ringer vi dig op, når dit dyr er så vågent, at vi er trygge ved dets tilstand.

Hvis undersøgelserne eller operationen tager længere tid end forventet (du vil som regel have fået en cirka tid på dette), så vil vi ringe dig op og berolige dig.

Vi vil også ringe dig op, hvis der er behov for yderligere undersøgelser eller behandling ud over det aftalte.

Hvornår kan jeg hente mit dyr?

Inden indlæggelsen har vi i mange tilfælde også aftalt et afhentningstidspunkt, hvor du kan blive forenet med dit dybt savnede dyr.

Men ellers aftales dette, når vi ringer dig op efter endt behandling. Det vil typisk være om eftermiddagen mellem kl. 15 og 17, men det kan også være tidligere, hvis vi skønner, at dette er forsvarligt.

Download brochuren her.