Vi er omhyggelige


Hvad er en bedøvelse? 

Der er forskel på en beroligende (sederende) indsprøjtning og en bedøvelse (anæstesi).

Ved en beroligende indsprøjtning kan man ofte klare mange undersøgelser, og her er dyret mere roligt, men ikke bedøvet.

En bedøvelse (anæstesi) er en tilstand, hvor alle sanser er midlertidig væk, således at der ikke føles smerte eller ubehag. Samtidig er der heller ingen bevægelse, hvilket er nødvendigt i forbindelse med visse undersøgelser og alle operationer. Dyret er ikke i stand til at reagere på stimuli udefra.

Hvornår bedøver man?

Når dit dyr er bedøvet, så er årsagen, at man ønsker en rolig og smertefri undersøgelse og behandling. Nogle undersøgelser kan sagtens klares uden bedøvelse, men bedøvelse er nødvendigt i følgende situationer:

  • Urolige dyr
  • Alle former for operationer
  • Tandrensning samt tandbehandlinger
  • Mange former for undersøgelser som f.eks. kikkertundersøgelser, visse røntgenundersøgelser, ørebehandlinger og sår behandlinger.


Hvordan foregår det på Nordkystens Dyrehospital? 

Vi sætter dit dyrs helbred meget højt, derfor har vi en meget høj grad af sikkerhed i vores bedøvelse.

Når du indleverer dit dyr til indlæggelse hos os, så sørger vi først for, at vi har alle oplysninger om dit dyrs helbred klart. Vi har et skema (board) med alle oplysninger på, som følger dit dyr hele dagen. På dette board står alle vigtige informationer om dit dyr og dig. Det er også her, at vi anfører behandling, medicin og alle målinger, som foretages gennem dagen.

Hvis vi har aftalt blodprøve inden bedøvelsen, så foretages den. Vi undersøger kredsløb, lunger og hjerte inden bedøvelse.

Selve bedøvelsen foretages derefter på følgende måde:

  • Først gives en nøje opmålt beroligende indsprøjtning i en muskel

  • Efter et stykke tid lægger vi så en venflon (kateter) i en blodåre på forbenet. Dette er til at indgive den egentlige bedøvelse samt til at give væske og anden medicin under bedøvelsen.

  • Derefter gives den egentlige bedøvelse i blodåren.

  • Når den virker, så ilægges en tubus (plastikslange) i luftrøret.

  • Derefter kobles dit dyr til et avanceret apparat, som giver ilt og bedøvelsesmiddel gennem denne slange.

  • Dit dyr bliver nu observeret af en veterinærsygeplejerske under hele bedøvelsen, hvor hun sørger for, at dit dyr får lige præcis den mængde bedøvelse, som er nødvendigt for, at der ingen smerte eller ubehag er, men samtidig er sikkert.

  • Under hele bedøvelsen er dit dyr tilkoblet avanceret måleudstyr, som holder øje med blodtryk, iltmætning, hjertefunktion, åndedrætsfrekvens og meget andet. Disse målinger bliver noteret på dit dyrs board.

  • Samtidig er dit dyr lagt på en speciel varmepude, hvor der hele tiden blæses varm luft ind i. Dette gøres for at undgå for lav legemstemperatur, som er en af de hyppigste årsager til komplikationer under bedøvelse.

  • Vi giver også relevant medicin under bedøvelse. Dette vil som regel være smertestillende og kvalmestillende medicin og anden relevant behandling.

  • Dit dyr vil også få et grundigt sundhedseftersyn under bedøvelsen, hvor vi checker ører, øjne, tænder, hud, kløer og
    andre ting.

  • Når vi er færdige med vores undersøgelser og/eller operation, så lægges dit dyr til opvågning under varme og kontrollerede forhold, og vi viger ikke fra dit dyrs side, før den er helt vågen!

Dette kan virke som en meget omstændelig procedure, men denne fremgangsmåde er faktisk den mest meget skånsomme for dit dyr, og de fleste dyr er meget friske, når de skal hjem. Der findes mange andre typer af bedøvelse, som bruges på dyreklinikker, som er simplere og billigere, men også mindre skånsomme. På Nordkystens Dyrehospital sætter vi sikkerhed, kvalitet og god tid meget højt, og dette gælder også vores bedøvelsesprocedurer, som er på et meget højt niveau.



Er der tilfælde, hvor man ikke kan bedøve? 

Der kan være situationer, hvor det ikke er sikkert at bedøve. Hvis dyret har sygdomme, som påvirker kredsløbet og/eller har organsygdomme, så kan det være forbundet med en større risiko at bedøve. Dette kunne være hjertesygdomme, nyre- og leverproblemer og sukkersyge. Ligeledes kan det være forbundet med risiko, hvis dyret ikke er fastet inden bedøvelse.
Vi foretager altid en klinisk undersøgelse inden bedøvelse, ligesom vi har en samtale med dig som dyreejer om dyrets almene tilstand.

Kan man gøre noget før bedøvelsen for at sikre dyret bedst muligt?

Vi anbefaler altid en blodprøve inden bedøvelse for at sikre, at der ikke er tilstande, som kan medføre øget chance for komplikationer Dette er specielt vigtig for seniordyr, da vi ved, at ca. 25% af alle seniordyr har skjulte organlidelser, som man ikke kan se ved den normale sundhedsundersøgelse.
Du kan være sikker på, at vi tager en grundig personlig risikovurdering, som er baseret på netop dit dyrs tilstand og situation. Dette registreres som en international klassificering kaldet ASA, og her vurderer vi grundigt, om fordelen ved at bedøve dit dyr opvejer risikoen.



Hvor stor er risikoen for, at der kan opstå komplikationer på grund af bedøvelsen? 

I et større studie var tallene for dødsfald under bedøvelse på ca. 0,07 %. Det vil sige, at 1 ud af 1400 hunde og katte dør uventet under bedøvelse.
Denne undersøgelse involverer mange typer dyrlægepraksis, således at dødstallene er mindre på steder, hvor der gøres ekstra meget for sikkerheden og overvågning. Således har vi på Nordkystens Dyrehospital siden 2011, hvor vi har haft mere end 12.000 bedøvelser, kun haft 2 uventede dødsfald, således at vi ligger på ca. 1 dødsfald ud af 6000, altså mere end 4 gange bedre end gennemsnittet.

Hvad sker der efter operationen?

Når dit dyr ligger i vores opvågningsstue, overvåger vi dit dyr, indtil det er helt vågent. Det betyder, at vi holder øje med dit dyrs sundhedstilstand, temperatur, vejrtrækning og hjerte, helt indtil det kan stå op og klar til at gå ud af klinikken.

Vi har separate opvågningsområder og opholdsrum for hund og kat, således at de ikke bliver stresset af at være i samme områder.

Vi har selv dyr og forstår godt, at mange ejere ønsker at få deres dyr med hjem så hurtigt som muligt efter en bedøvelse eller operation. Ejeren vil ofte være bekymret og savne dyret i den tid, dyret er på klinikken. Derfor forsøger vi også at sørge for, at du får dit dyr hjem hurtigst muligt, men uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Download brochuren her