Jeg har fået en killing, hvad kan jeg se frem til?
Først og fremmest tillykke med din killing! For at din killing kan trives i sine nye omgivelser, er der nogle basale behov, som den skal have opfyldt. Det drejer sig blandt andet om mad, drikke, stressfrie omgivelser, et ”sikkert” område, hvor den kan være sig selv og ikke mindst mulighed for at komme af med tis og afføring.
Hvordan indretter jeg bedst mit hjem, så min nye killing får sine behov opfyldt?
Det kan være en stressende oplevelse for katte at skulle flytte. Denne stress giver i sig en ubehagelig fornemmelse i kroppen, men den kan også påvirke kattens krop, så den bliver mere modtagelig for flere sygdomme. Man ser hyppigt, at stressede katte har flere tilfælde med diarre og urinvejsproblemer. For at hjælpe på stress ved flytning, kan man tilføre gode dufthormoner til kattens omgivelser. Dette gøres ved at sætte en dispenser med Feliway Classic i stikkontakten i det rum, hvor katten opholder sig mest. Man kan ikke selv lugte hormonerne.
En kat har brug for et sted at sove, en katteseng. Det kan fx være bunden af transportkassen, som polstres med bløde tæpper. På denne måde sikrer man også, at katten er vant til transportkassen, når den skal med på ferie eller til dyrlægen. De fleste katte foretrækker også at have en plads, hvor den kan ligge sikkert og hævet op fra gulvet. De elsker at kunne ligge og holde øje med sine omgivelser. Samtidig skal en kat også have mindst ét sted, hvor den kan gemme sig lidt og være i fred, hvis det er det, som den ønsker. Det kan for eksempel være en papkasse, der er vendt på hovedet, og hvor der er skåret en lille indgang i.
Katte skal have en separat madskål og vandskål, og disse skal være placeret væk fra dens sovested. De skal have mindst én kattebakke, og en generel anbefaling er, at man skal have en kattebakke mere end antallet af katte i hjemmet. Derudover skal katte også have et kradsebræt/træ til sine kløer, legetøj samt muligheden for at kigge ud ad et vindue. I vores petshop kan I finde blandt andet vandskåle, madskåle, transportkasser og meget mere.
Hvordan introducerer jeg bedst killingen til resten af familien?
Det korte svar vil være på ”killingens præmisser”. Lad killingen først vænne sig til det nye sted og blive fortrolig i de nye omgivelser. Derefter skal den nok selv opsøge resten af familien og/eller andre kæledyr. Nogle katte er meget hurtige til dette, andre er længere tid om det. Hvis der i forvejen er en anden kat i hjemmet, kan man med fordel sætte en dispenser i stikkontakten med Feliway Friends. Det er helt i orden, selv at opsøge den første kontakt til killingen, men det er vigtigt at acceptere, hvis den siger fra.
Hvilken type foder er den bedste?
Her er der til gengæld intet kort svar. Der findes et hav af forskellige foderfirmaer, som producerer et foder, der passer fint til de fleste sunde og raske katte – det gælder dog ikke dem alle sammen! Det vigtigste er at se på sin kats trivsel, når den får den enkelte type af foder. Er du i tvivl, forhandler vi flere kvalitetsprodukter hos os, som vi kan rådgive omkring. Bliver din kat en dag syg, er svaret dog mere klart. Der er lagt meget forskning i udviklingen af kattefoder, som tager højde for helt specifikke sygdomme. Hvis din kat bliver diagnosticeret med en sygdom, vil vi altid anbefale noget foder, som kan gives sideløbende med eventuel medicinsk behandling.
Hvor ofte skal min kat vaccineres?
Killinger skal vaccineres når de er 12 og 16 uger gamle. Derefter anbefaler vi, at alle katte vaccineres en gang årligt. Der er en meget lille risiko for, at indekatte smittes med sygdomme, men risikoen er stadig til stede. Den kan for eksempel blive syg, hvis du kommer til at tage smitte med hjem – smitte som kan sidde under dine sko, efter du har trådt i noget udenfor. Det er også meget sjældent, at en kat aldrig forlader hjemmet. Det sker ved ture til dyrlægen eller på ferie i sommerhuset.
- Indekatte: I Danmark (og det meste af Verden) har vi en kernevaccine, som skal gives til katte hver tredje år. Det drejer sig om sygdommene Felin Rhinotracheitis (herpesvirus) og ”Katteinfluenza” (calicivirus). Derudover indeholder kernevaccinen en årlig vaccination mod ”Kattesyge” (parvovirus).
- Udekatte: Udekatte skal som indekatte vaccineres med kernevaccinen. Derudover kan der være egnsspecifikke anbefalinger for yderligere vacciner. Her i Nordsjælland har vi mange vilde katte, og vi hos Nordkystens Dyrehospital anbefaler derfor også en årlig vaccination mod klamydia og Felin Leukæmivirus (FeLV) til udekatte.
Hvad med registrering?
Det er en rigtig god ide at få sin killing mærket, enten med øremærkning eller med en chip. Når katten er mærket, kan man få den registreret i Dansk Katteregister. Dette giver en tryghed og ekstra sikkerhed for at få sin kat tilbage, hvis den skulle være løbet bort og bliver fundet igen.
Øremærkningen skal foretages i en bedøvelse, og bliver tit foretaget samtidig med neutralisering. Ved mærkning med en chip er det ikke nødvendig med en bedøvelse. Chipmærkning kan også være nyttig, hvis man har en elektronisk kattelem, eller ønsker at fodre katten separat fra andre katte med en elektronisk foderskål.
Skal jeg forsikre min kat?
Det er ikke lovpligtigt at forsikre en kat. Vi vil dog anbefale dig at tegne en sygeforsikring, som dækker ved sygdom og tilskadekomst.
Forestil dig, at din kat kommer hjem en lørdag aften og er kommet til skade. Du skynder dig til en dyrlæge, og der konstateres, at din kat har brækket benet.
Dyrlægen giver dig en pris for behandling, røntgen og operation udenfor normal åbningstid på 29.000,-.
Hvis du havde haft en sygeforsikring på din kat, så havde det kostet dig under 7000,-.
Med en sygeforsikring får du en tryghed, da du er sikret en meget væsentlig del af uventede dyrelægeudgifter.
Vi kan vejlede dig med information om sygeforsikring, og hvis du har vores VetPlan er der rabatter at hente hos Dyrekassen Danmark.
Priseksempel:
En huskat, som meldes til sygeforsikring hos Dyrekassen Danmark inden den er fyldt 16 uger koster 79 kr./md. Med en erstatningssum på 30.885 kr./år.
Har du vores VetPlan på din killing trækkes 15% af prisen det første år, og herefter får du 10% rabat resten af kattens liv.
For en voksen kat vil prisen være 88 kr./md og mulighed for 15% rabat det første år med VetPlan. Herefter 10% rabat resten af kattens liv.
Hvordan holder i øje med min kats sundhed?
Ved den årlige vaccination laver vi en grundig sundhedsundersøgelse af din kat, hvor vi tjekker alt fra øjne, næse, mund til lunger, poter og mave – og meget mere. Derudover har du mulighed for at melde dig ind i vores sundhedsordning VetPlan. Derigennem vil vi indkalde din kat til en ekstra årlig sundhedsundersøgelse, hvor vi også tager en blodprøve. Denne blodprøver undersøger kattens røde- og hvide blodceller, blodets sukkerniveau samt de basale nyre- og leverparametre.
Fra katten fylder 4 år, vil vi anbefale, at du tilvælger en ekstra nyreparameter til blodprøven kaldet SDMA. De normale nyreparametre bliver først forhøjet ved 66% skade på nyrerne, hvor SDMA allerede stiger ved 30% skade. Vi kan derfor opdage nyresygdom langt hurtigere hos din kat, hvis SDMA tilvælges.
Fra katten fylder 7 år, vil vi anbefale, at der laves en årlig måling af kattens blodtryk samt skjoldbruskkirtel hormon, kaldet T4. Forhøjet blodtryk samt T4 er en underestimeret problematik hos mange katte. Og hvis det ikke bliver opdaget tidligt, kan forhøjet blodtryksamt T4 give skader på nyrer, øjne, hjerte og flere organer. Blodtryksmålingen og T4 målingen kan for eksempel laves i forbindelse med den årlige sundhedsundersøgelse og blodprøvetagning via VetPlan.
Hvad er VetPlan?
Vores VetPlan er en sundhedspakke, hvor du betaler et fast beløb hver måned for en række ydelser. Ved at tegne en VetPlan hos os får du en unik sundhedspakke med en stor rabat.
Vores sundhedspakke er helt unik i Danmark, hvor du bl.a. får et mobilnummer, således at du altid kan komme i kontakt med os alle dage til kl. 21.
Du kan læse mere om VetPlan på vores hjemmeside.
Hvor ofte skal min kat have en ormekur?
I Danmark har vi en lovgivning, som siger, at vi kun må behandle dyr med ormemiddel, når der er et grundigt belæg for det. Killinger behandles ofte 2-3 gange inden for de første 12-14 leveuger. Derefter behandler vi kun, hvis der er en stærk indikation for det. Indekatte behandles meget sjældent, da de ikke kommer i kontakt med vildtlevende dyr. Hvis du har mistanke om, at din udekat er blevet smittet med orm, vil vi anbefale, at du samler en afføringsprøve og afleverer den hos os. Så vil vi undersøge den ved mikroskopi og derefter sammensætte en specifik behandling ud fra hvilke(n) orm, vi finder i prøven.
Hvordan kan vi hjælpe dig?
Du skal vide, at vi på Nordkystens Dyrehospital altid vil hjælpe dig, når din kat bliver syg. Også hvis du er bekymret eller utryg ved din kats tilstand. Vi vil lytte til din bekymring, og sammen vil vi udarbejde en plan for at få den bedste løsning for dig og din kat.
Endnu en gang stort tillykke med din nye killing! Vi glæder os til at se jer i klinikken.
Download brochuren her.