Hornhindesår (corneasår) hos hund


Hvad er et hornhindesår? 

Hornhinden er en transparent og skinnende membran, som danner den forreste del af øjet. Hornhinden består af tre gennemsigtige lag og fungerer lidt som et vindue. Det yderste lag hedder epithelet, og det er kun få cellelag tykt. Det midterste lag hedder stromaet, og det er den tykkeste del. Normalt er dette lag helt tørt for at bevare sin gennemsigtighed. Det inderste lag hedder Descemets membran, hvilket også kun består af et par cellelag. Hvis en skade på øjet kun påvirker det yderste lag, kaldes det en cornea erosion (overfladisk hornhindesår). Hvis såret er så omfattende, at det midterste lag involveres, kaldes det et dybt corneasår (stromalt hornhindesår). Ved et dybt corneasår bliver væske absorberet ind i stromaet, hvilket giver øjet et skyet udseende.

Hvis såret er så dybt, at det kun er det tynde inderste lag, som er tilbage, kaldes det et descemetocele. Dette er en meget alvorlig tilstand, og det vil altid være nødvendigt med en operation. Hvis descemetocelet brister, inden en nødvendig operation er foretaget, vil væske fra øjets indre lække, og øjet kan kollapse.

Billedet ovenover viser et tydeligt dybt hornhindesår, som kræver behandling.



Hvordan kan et hornhindesår opstå?

Der kan være flere årsager til, at hornhindesår opstår hos hunde. Den hyppigste årsag er akut skade.

Akut skade
Det skyldes næsten altid et slag/traume. Det kan ske, når hunden kløer sig omkring øjet, for eksempel med poten eller på gulvtæppet. Det kan også ske ved leg med andre hunde, eller at hunden bliver kradset af en nervøs kat. En mindre hyppig skade er kemisk irritation. Det ses blandt andet, hvis hunden får shampoo i øjnene.

Medfødte lidelser
Nogle hunde er født med en foldning på deres øjenlåg, så de konstant går med øjenlågets hud og pels presset mod øjets overflade. Denne tilstand kaldes entropion og er hyppigt årsag til hornhindesår hos visse racer såsom fransk bulldog, mops, rottweiler og mange flere. Hornhinden er ikke lavet til at modstå sådan en irritation fra hud og pels, og over tid vil man se, at hornhindens overflade skrabes af, og et hornhindesår opstår. Andre racer er disponeret til at have en nedsat eller manglende tåreproduktion. Hvis øjnene ikke konstant fugtes med tårer, vil de tørre ud på overfladen. Når øjnene er tørre, bliver de yderligere irriteret af
øjenlågene, når hunden blinker. Og ved samme princip som beskrevet ovenfor ved entropion kan det yderste lag af hornhinden blive skrabet af ved øjenlågets bevægelser.

Infektioner
Hunde kan få infektioner i alle dele af øjnene og deres omgivelser. Det ses dog langt hyppigst i slimhinderne ved øjenlågene – noget man normalt kalder en ”øjenbetændelse”. Det er typisk bakterier, som inficerer hundes øjne, og de fleste tilfælde kan behandles med nogle øjendråber. En gang i mellem bliver infektionen dog mere omfattende, og det kan potentielt lede til inficerede hornhindesår. Hvis det sker, er det meget vigtigt at komme til dyrlægen, da det kræver hurtig og omfattende behandling, hvis øjet skal reddes.

Hvad skal jeg være opmærksom på derhjemme?

De fleste hunde viser symptomer ved hornhindesår. De kløer sig omkring øjet, de bliver nedstemte, og de går med øjet helt eller delvist knebet sammen. Alle tre symptomer skyldes, at hunden får ondt i øjet, når hornhinden beskadiges, og samtidig bliver hunden også mere lysfølsom. De kan også få flåd/sekret omkring øjnene, som enten er tyndt og klart i farven eller tykt og gulligt i farven. Man skal ikke selv begynde at behandle øjenproblemer, da man kan risikere at gøre problemet større. Vi har set eksempler på, at man lige brugte nogle øjendråber, som man havde stående, hvor der var medicin i, som forværrede tilstanden drastisk. Og hvis du har VetPlan hos os, så koster det ikke noget, at du kommer til en konsultation, hvor vi kigger på øjet.

Hvordan kan min dyrlæge undersøge problemet?

Det er ikke alle hornhindesår, som man kan se med normal belysning. Så ved mistanke om hornhindesår vil dyrlægen altid farve øjet med fluoresceinfarvning. En dråbe placeres på hornhinden, og hvis der er et sår, vil den grønne farve sætte sig fast i et par timer og dermed tydeliggøre såret. Overskudsfarven vil blive renset væk via tårekanalen til hundens næse. Man kan derfor nogle gange se grøn farve i hundens næsebor 5-15 minutter efter farvningen af øjet. Farvningen generer ikke hunden. I nogle tilfælde kan det blive nødvendigt med yderligere tests. Det kan i mange tilfælde være en god ide også at måle hundens tåreproduktion og trykket inde i øjet. Det kan også være nødvendigt med en grundig undersøgelse af øjets omgivelser for blandt andet at tjekke øjenlågenes foldning. Andre gange vil dyrlægen tage en prøve fra øjets overflade og sende prøven til en vurdering ved et laboratorium. Dette kan vise dyrlægen, om der er visse celler eller bakterier, som er årsagen til hornhindesåret.





Hvordan behandles det?

Behandlingen vil variere afhængig af såret dybde og størrelse, hundens race og den underliggende årsag til at såret er opstået. Generelt gælder det, at behandlingen omfatter øjendråber flere gange dagligt. Øjendråber med antibiotika skal for eksempel gives 3-6 gange dagligt afhængig af varianten. En anden form for øjendråber, kaldet SentrX, tilføjer en beskyttende hinde over såret, samtidig med at det indeholder en masse gode byggesten til den nye hornhinde, som øjet skal danne. Så dette er også en del af den generelle behandling. Derudover skal de fleste øjne også dryppes med atropin, som er med til at udvide øjets pupil. Dette har en gavnlig effekt på væskebalancen inde i øjet. Det vil altså ofte være en behandling, som kræver mindst 3 former for øjendråber. Heldigvis heler de overfladiske hornhindesår hurtigt, og en behandling varer typisk cirka en uge.

Behandlingen kan blive mere omfattende, hvis såret er dybere. I det tilfælde vil det næsten altid kræve en operation, hvor dyrlægen dækker såret til med noget af øjets slimhinde. Dette kan se lidt spøjst ud i de første uger efter operationen, men området med slimhinden vil langsomt blive omdannet til en ny gennemsigtig hornhinde.

Det vil også næsten altid være nødvendigt med en krave, så hunden ikke kan klø sig omkring øjnene, da der er en stor risiko for, at hunden kan gøre såret værre, eller at den får kradset operationsområdet op.

Er ét behandlingsforløb nok?

I mange tilfælde vil et simpelt overfladisk sår hele fint op efter cirka 7 dage. Der er dog risiko for, at der kan opstå infektion i såret (på trods af bredspektret antibiotikabehandling), hvilket vil komplicere behandlingen. Det er derfor altid nødvendigt med en kontrol af øjet cirka en uge efter opstart af behandling. Særligt racerne fransk bulldog, engelsk bulldog og mops er disponerede til én bestemt komplikation. De har en tendens til, at den nye hornhinde ikke sætter sig fast til resten af øjet. Det bliver i stedet en form for løs presenning, som lægger sig hen over såret. Tilstanden kaldes ”Spontaneous Chronic Corneal Epithelial Defects” og forkortes SCCED. Dette er ikke en langvarig løsning, og dyrlægen vil i dette tilfælde være nødt til at fjerne den nydannede hornhinde igen, og helingen må starte forfra. Dette kan være nødvendigt op til flere
gange, før den nye hornhinde sætter sig ordentlig fast. Hvis ikke helingen foregår optimalt efter 2-3 forsøg, vil en operation ofte være løsningen.



Er der nogle bivirkninger ved øjendråberne?

Som tidligere beskrevet bliver overskuddet af øjendråber ført fra øjets overflade til næsehulen via tårekanalen. Fra næsehulen kan dråberne komme i kontakt med den bagerste del af munden. Dette betyder, at hunde kan smage dråberne – og mange øjendråber har en bitter smag. Derfor vil nogle hunde savle en del og måske klø sig omkring munden, når de handles med øjendråber. Dette er altså ikke en bivirkning, men blot en reaktion på
den bitre smag.

Hvis hunden har brug for pupiludvidende øjendråber (atropin), vil den være mere lysfølsom. Og hunden skal i dette tilfælde være beskyttet for direkte skarpt sollys. Pupillen vil ofte være udvidet i 2 dage efter sidste administration af atropin.

Jeg kan se nogle røde streger ved hornhindesåret. Er dette normalt?

I den normale hornhinde er der ingen blodkar. Men ved hornhindesår kan kroppen danne nye blodkar, som vokser ind i hornhinden fra slimhinden omkring øjet. Dette er kroppens egen måde at få såret til at hele sammen på og er derfor en god ting. Blodkarrene vil normalt forsvinde i løbet af et par uger efter, at hornhindesåret er helet. Nogle gange kan det dog være nødvendigt med nogle nye øjendråber for at få blodkarrene væk igen. Dyrlægen vil lave vurderingen, om øjendråber er nødvendigt eller ej.

Du kan downloade hele brochuren her