Hvad er entropion?
Entropion er en unormal foldning af et øjenlåg, som får øjenlåget til rulle indad mod øjet. Denne indad-rulning får ofte hud og hår fra øjenlåg til at komme i kontakt med øjets overflade. Når hunden blinker med øjnene, får øjenlågene en slibende effekt mod øjets hornhinde, hvilket kan resultere i smerte, hornhinde sår og infektion i hornhinde og øjenomgivelserne. Ved omfattende skade kan der opstå ar på hornhinden, som vil hæmme synet.
Hvilke symptomer kan man se?
De fleste hunde vil have øjet halvt/helt lukket, og øjet vil blive fugtigt grundet øget tåreproduktion. Som følge af den øgede tåreproduktion vil tårevæsken løbe ud over øjenlågskanten ved næsen. Derfor er hundenes hud og pels ved næsen altid våd. Når huden konstant er våd, giver det optimale levevilkår for svampe og bakterier. Det er også en blanding af tårer, svampe og bakterier, som giver den karakteristiske rødfarvning af pelsen under øjnene på disse hunde. En anden komplikation, som ofte opstår i forbindelse med entropion, er pigmentering (mørkfarvning) af den hvide del af øjet (sklera) og hornhinden. Man kan på mange hunde med entropion se, at den klare afgrænsning mellem øjets hvide del og pupillen bliver mere og mere udvisket i takt med, at den hvide del farves mere brunt. Denne pigmentering er en af øjets forsvarsmekanismer imod langvarig irritation. Pigmenteringen er i sig selv ikke farlig og generer ikke hunden, hvis den opstår på den hvide del. Men pigmenteringen kan også opstå på hornhinden. Dette ses særligt hos de fladnæsede racer som for eksempel mops og bulldogs. Ved større grad af pigmentering på hornhinden vil hundens syn blive nedsat, og det er ikke altid noget, der går væk igen, selv efter behandling.
Det er vigtigt at understrege, at andre sygdomme kan give samme symptomer med lukkede øjne, øget tåreproduktion med mere.
Hvilke racer er disponerede for denne sygdom?
Entropion er anset som en arvelig sygdom hos mange racer, som inkluderer Pekingeser, Bulldogs, Mops, Rottweiler, Shih Tzu og mange flere.
Hvordan behandles entropion?
Behandlingen af entropion vil variere i forhold til sværhedsgraden af foldningen samt sideløbende komplikationer.
Ved mild foldning af øjenlåg kan det i mange tilfælde være tilstrækkeligt med symptom behandling. Det indebærer tørring af øjenomgivelserne med en tør vatrondel, 1-2 gange dagligt. Hvis der er infektion i huden omkring øjnene, vil det også kræve en lokal behandling med antibiotika. Hvis der dannes pigmentering af sklera, kan man forsøge sig med SentrX øjendråber 2 gange dagligt og lige inden længere gåture. SentrX lægger en tynd beskyttende hinde på øjet, som kan hjælpe en smule mod den slibende effekt fra det foldede øjenlåg. SentrX påvirker IKKE hundens syn, da væsken er helt klar.
Operation
Ved svær foldning af øjenlåget kræver det en operation. Her fjerner dyrlægen den overskydende hud fra øjenlåget og får derved rettet øjenlåget tilbage til normal position. Det er vigtigt at understrege, at denne procedure nogle gange gøres over to omgange. Hvis der fjernes for meget hud i første omgang, kan det resultere i, at øjenlåget ruller udad – hvilket kaldes Ektropion. Og det er svære at korrigere for en efterfølgende udad rulning, end det vil være at fjerne en smule mere, hvis det ikke var nok i første omgang. Dog vil dyrlægen selvfølgelig gøre sit yderste for, at korrektionen er perfekt i første forsøg! En operation vil først være aktuel ved svær foldning af øjenlåget, efter hunden er fuldt udvokset. Har hunden en svær foldning i en helt ung alder, er det muligt at afhjælpe problemet med nogle suturer (kaldet ”tagging”), som bliver siddende, indtil hunden er fuldt udvokset og kan opereres.
Hvordan er prognosen for behandling?
Prognosen for behandling af mild foldning med øjendråber og daglig tørring med vatrondel har en god prognose for, at hunden kan have en god livskvalitet. Men det underliggende problem bliver ikke forbedret, og problemerne kommer igen med det samme, hvis behandlingen stoppes.
Prognosen for kirurgisk behandling er generelt god. Det kan i nogle tilfælde kræve 2 operationer, men i langt de fleste tilfælde er korrektionen tilstrækkelig i første forsøg. Efter operation vil hundene have et smertefrit, normalt liv.
Hvis der er opstået ardannelse på hornhinden, kan dette ikke altid forbedres. Men man har bremset udviklingen af ny arvævsdannelse.
Download brochuren her.