Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Hvad sker der, når en hund får en diskusprolaps?


Hvad er en diskus?

Knoglerne i ryggen består af en masse ryghvirvler, som danner rygraden. De enkelte ryghvirvler er forbundet med en diskus og diverse ledbånd og knogleforbindelser. En diskus består af en ydrering, som er fast, og en midterdel, som er mere blød. Denne diskus ligger mellem 2 ryghvirvler og fungerer som en stødabsorption, når ryggen bevæger sig og bliver belastet.

En diskus ligger i den nederste del mellem 2 ryghvirvler, og lige over den ligger rygmarven, som er alle nerverne mellem hjernen og kroppen.

Hvad er en diskusprolaps?

En diskusprolaps er en tilstand, hvor en diskus trykker op mod rygmarven, og dette medfører en unormal påvirkning af rygmarven, således at der kommer smerte eller lammelse af nerverne i rygmarven og dermed påvirkning af funktionen af kroppen. Dette kan medføre lammelse af forben, bagben og forskellige organer.



Hvordan opstår en diskusprolaps?

Nogle hunderacer kan være disponeret for en forkalkning af den bløde del af disken, således at den bliver mere stiv, og dette medfører en større risiko for en prolaps. Også en medfødt lang ryg og dermed en svagere stabilitet i ryggen kan være en årsag til denne tilstand. Det vil oftest være den bløde del af disken, som vil ”poppe” ud gennem den hårde skal, og dette kaldes en prolaps. Navnet prolaps betyder egentlig ”at glide ud” eller et fremfald.

I nogen tilfælde kan det også være en traumatisk årsag kombineret med ovenstående, som kan medføre en diskusprolaps. Vi ser især diskusprolaps hos racer som gravhunde, beagler og bulldogs. De fleste diskusprolapser (ca. 85 %) sidder i lænden, mens ca. 15 % sidder i halsregionen.



Hvad er symptomerne?

Typisk vil man se en pludselig opstået smerte, hvor ryggen holdes stiv, og hunden har svært ved at rejse sig eller lægge sig. Typisk vil hunden også holde sig i ro og vil vise smerte ved håndtering. I mange tilfælde vil man også se usikker gang eller lammelse af bagben og/eller forben.

Hvis diskusprolapsen sidder i halsen, vil man se nakkestivhed og smerte ved bevægelse af halsen. Generelt gælder det, at hvis du ser symptomer, især lammelse i benene, at du kontakter os så hurtigt som muligt, da der kan opstå så meget skade på rygmarven, at det ikke er muligt at helbrede hunden.

Hvordan stiller man diagnosen?

Når du kommer til dyrlægen, vil der blive foretaget en undersøgelse af hunden, hvor man undersøger ryggen for smerter. Derudover vil man lave en nervemæssig undersøgelse af for- og bagben. For at udelukke andre årsager vil man ofte lave nogle blodprøver. Disse kan udelukke årsager som infektion, muskelsygdomme, parasitsygdomme og giftstoffer.

Undersøgelser som røntgen af ryggen, kontrastundersøgelser af ryggen (myelografi) og CT scanning vil være aktuelle. I sjældne tilfælde kan der blive tale om undersøgelser af cerebrospinalvæske (den væske, som ligger i hinden omkring rygmarven)



Hvad er behandlingen?

I lette tilfælde, hvor der kun er smerte, og hvor funktionen af benene er i orden, vil man ofte prøve med absolut ro og smertebehandling i en periode, ofte på 1-2 måneder. Dette kan med fordel kombineres med fysioterapi og massage samt laserbehandling og akupunktur. I sværere tilfælde kan der blive tale om operation, hvor man fjerner diskusprolapsen og/eller letter trykket på rygmarven. Dette foretages ved operationer som laminektomier, hemilaminektomier og/eller foraminektomi, men formålet med alle operationerne er at fjerne påvirkningen af rygmarven.

Hvem foretager denne type af operationer?

Operationer for diskusprolaps er en meget krævende operation med en vis risiko, og derfor er det kun få dyrehospitaler, som foretager dem.

På Nordkystens Dyrehospital har vi stor erfaring gennem 40 år med disse operationer.

I brochuren kan du se billeder fra en operation for diskusprolaps på Nordkystens Dyrehospital. 



Hvad er fremtidsudsigterne, hvis min hund har en diskusprolaps?

Hvis din hund har lette symptomer, er prognosen god med hvile og genoptræning.

Hvis din hund har lammelser, så er prognosen afhængig af sværheden af symptomerne samt hvor længe, at den har haft symptomerne. Inden en operation vil vi orientere dig om chancerne for helbredelse.
Chancerne øges meget, hvis tilstanden bliver behandlet hurtigt og effektivt, ligesom hundens alder, vægt og træningstilstand også er vigtig. Dyrlægens erfaring med behandling og operation af diskusprolaps er meget vigtig, og derudover afhænger chancerne også af dit engagement i efterbehandling med genoptræning.

Hvad skal jeg være forberedt på efter en operation?

Du skal være forberedt på en kortere eller længere genoptræningsperiode efter operationen, hvor der kan være problemer med bevægelse af benene, urinering og afføring.

I denne periode, som kan variere fra få dage til flere måneder alt efter skaden på rygmarven, kræver det en stor grad af arbejde og nærvær fra din side. Således skal du regne med træningsøvelser, hvor du bevæger hundens ben, samt går ture med hunden med støtte. Der kan også være øvelser i vand, hvis du har mulighed for et bassin i haven eller indendørs.

Derudover kan der være tale om hyppige besøg på vores hospital til fysioterapi, laserbehandling, massage og akupunktur.

Du kan downloade hele brochuren her