Indlæggelse

Indlæggelse af dit kæledyr

Nogle gange er det nødvendigt med en indlæggelse af dit kæledyr på klinikken for en behandling eller en undersøgelse. Når dit kæledyr bliver indlagt hos os, bestræber vi os på, at det foregår så sikkert og afslappet som muligt. På Nordkystens Dyrehospital ønsker vi ikke at gå på kompromis med sikkerheden, når dit kæledyr skal bedøves. Derfor bruger vi kun de mest sikre procedurer og medicin. Vi har kun faguddannet personale på klinikken, som står for al behandling og overvågning af indlæggelsen. Ved bedøvelse er der hele tiden overvågningsudstyr, som måler dit dyrs puls, hjerteslag, iltmætning, blodtryk samt respiration.

Sådan foregår det

  • Når en indlæggelse bliver aftalt, får du et stykke papir, hvor tidspunktet for indlæggelsen står. Dette vil typisk være mellem 8.00 og 8.30 om morgenen. Samtidig vil der også stå, om dit dyr skal være fastende, og for hundenes vedkommende at de skal være velluftede. På dette tidspunkt vil du også kunne få et prisoverslag på de aftalte undersøgelser og behandlinger, hvis du måtte ønske det.
  • Når du kommer med dit dyr, bliver der aftalt et afhentningstidspunkt, og hvis dit dyr skal bedøves, vil du blive spurgt, om du ønsker en blodprøve inden bedøvelsen. Blodprøven skal sikre, at dit dyr er sundt og raskt og kan tåle en bedøvelse.
  • Derefter indlægges dit dyr, hvor hundene kommer i et bur med gulvvarme og glasdøre, og kattene kommer i et bur med 2 rum, så de har et hvilerum og et toiletrum.
  • Derefter tages de prøver, som er aftalt, og hvis dyret skal bedøves, vil den få en beroligende indsprøjtning. Når den virker, vil der blive givet den egentlige bedøvelse via et kateter i forbenet, og dyret vil blive intuberet, dvs den vil få lagt et gummirør ned i luftrøret. Dette rør bliver koblet til et avanceret bedøvelsesapperatur, hvor der gives ren ilt og bedøvelsesmiddel direkte til luftvejene.
  • Overvågningsudstyret, som måler iltspænding, puls, EKG, blodtryk samt respiration, bliver nu koblet til, således at der er fuld overvågning på dit dyr under hele bedøvelsen.
  • Der bliver nu udført de undersøgelser, behandlinger og evt. operationer, som der er blevet aftalt på forhånd. Hvis der dukker uventede resultater eller fund op, som kræver andre undersøgelser eller behandlinger end de aftalte, så vil vi ringe dig op på det telefonnummer, som du har givet os ved, da dit dyr blev indlagt.
  • Når vi er færdig med de aftalte ting, hvor vi også altid giver dyret et sundhedseftersyn, så er det tid til at lade dit dyr vågne op igen. Dette foregår under fuld overvågning, til vi er sikker på, at dit dyr selv kan trække vejret frit.
  • Efter opvågningen tilbydes dyret lidt mad og vand, og hundene får en lille gåtur, når de kan støtte på benene.
  • Når du kommer for at hente dit dyr, kommer du ind i vores specielle samtalerum. Her forklarer dyrlægen dig i fred og ro, hvad der er foregået, og hvad du skal være opmærksom på i dagene efter. Derefter bliver du genforenet med dit dyr, som vil være træt, men glad for at se dig igen.
  • Som oftest vil vi gerne se dit kæledyr igen efter lidt tid for f.eks. at fjerne tråde eller kontrollere, at dyret er blevet raskt.

Læs mere:

Bedøvelse af hund
Bedøvelse af kat
Smertebehandling
Hjemsendelse og pasning

 

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.