Hudlidelser

Hudlidelser er et stort problem for vores dyr!

Hudlidelser er meget almindelige lidelser, men som tit godt kan kræve en længere udredning og behandling. Da de fleste hudlidelser vil have de samme symptomer og hudforandringer, kan det være tidskrævende og frustrerende at finde frem til den rigtige diagnose og behandling.

Der har gennem de sidste 30 år været en rivende udvikling i diagnosticeringen og behandlingen af hudlidelser, således at man i dag har meget bedre mulighed for at gøre livet bedre for de ofte meget plagede dyr. Dyrlæge Mogens Hansen var en af de første i Danmark til at udføre allergitest, og han har været medforfatter på flere artikler om allergi og allergitest i Dansk Veterinær Tidsskrift. Han har arbejdet med hudlidelser og behandlingen af dem gennem de sidste 30 år.

Diagnose

Hvis der er en hudlidelse, er det vigtigt med en grundig historie, hvor dyrlægen stiller mange spørgsmål, således at det bliver nemmere at indkredse problemets art. Derefter vil dyrlægen undersøge huden og pelsen grundigt. Hvis det ikke er umiddelbart, hvad problemet er, kan der blive tale om at tage flere forskellige slags prøver, eksempelvis:

  • Hudskrab (typisk for at kigge efter hudparasitter)
  • Hudbiopsier (små stykker hud udtages til laboratorieundersøgelser)
  • Allergitest, som før var en priktest i huden, men i dag er en blodprøve
  • Blodprøver
  • Foderdiæt test

Herefter kan der blive tale om forskellige kombinationer af behandling, hvor man typisk vil forsøge at ændre visse forhold i dyrets omgivelser, ændre foderet og forsøge med behandling med naturlige produkter. Dette vil for mange dyrs vedkommende være nok, således at man kan undgå unødvendig og måske dyr medicinering. I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt, måske i perioder, at supplere med medicinering.

Allergi

Der er flere former for allergi, som kan ramme vores dyr. Foderallergi er en meget populær diagnose, selvom det ikke er så hyppigt, som mange tror. Men foderet kan have en stor betydning for hudens velbefindende. Således vil et foder med højt indhold af umættede fedtstoffer og en god sammensætning af nemt fordøjelige proteinstoffer være styrkende for huden, ligesom fedtstofferne kan virke på selve kløeprocessen i kroppen.

Foderallergi

Hvis man har mistanke om en decideret foderallergi, hvor dyret reagerer mod proteinstofferne i foderet, så findes der specialfoder hos dyrlægen, som er beregnet til at teste disse tilstande. Disse typer foder indeholder meget kortkædede proteinstoffer, som dyrene ikke reagerer over for som noget fremmed, og derfor ikke kan være allergiske overfor. Og ja, dyr kan også blive allergiske over for BARF foder.

Atopisk dermatitis

Hvis man har mistanke om en allergisk tilstand over for "noget i luften", så taler vi om tilstanden atopisk dermatitis eller atopi. Denne tilstand svarer til vores høfeber, men er på flere måder forskellig. I begge tilfælde drejer det sig om, at man reagerer på allergener (proteinstoffer) fra omgivelserne. Det kan være pollen, husstøvmider, svampesporer, loppesekret, skæl fra andre dyr inkl. mennesker og meget andet. Men hvor mennesker optager disse allergener gennem luftvejene og får symptomer fra luftvejene, så optager dyrene primært disse stoffer gennem huden og får symptomer i huden. Dette viser sig typisk som rødme, små blærer og kløe og senere måske sår og betændelse, som typisk vil være på grund af dyrets kløen på stedet. En anden meget væsentlig forskel er, at hos mennesket frigives der i slimhinderne stoffet histamin, som giver symptomerne, og derfor bruger man antihistamin produkter til lindring af tilstanden. Hos dyrene er det mange andre stoffer, som frigives, og derfor virker histamin meget lidt på disse tilstande hos dyrene. Før brugte man meget binyrebarkhormoner til behandlingen, men der er mange bivirkninger ved denne behandling. Senere gik man over til hyposensibilisering (vaccination) af dyrene mod de stoffer, som de var overførsom overfor, og i dag er der så kommet et effektivt stof til behandling, som ikke har de samme bivirkninger som binyrebarkhormonerne. Man kan også overbruse dyret en gang dagligt med vand, da det vil skylle huden fri for mange allergener, ligesom det er godt med et bad en gang imellem. Og i hjemmet kan man sørge for et godt indemiljø, således at man minimerer mængden af allergener i hjemmet.

Bakterier og hudbetændelse

Den mest skadevoldende hudbakterie hos
hunde er stafylokokken (Stafylokokkus intermedius). Alle hunde med normal hud har stafylokokker på hudoverfladen, men de holdes nede i antal af den beskyttende barriere. Forskellige ydre og indre forhold kan imidlertid bevirke, at der opstår "huller" i barrieren, og antallet af bakterier og især stafylokokker vil stige. På den måde kan der opstå en hudinfektion. Derved vil bakterieinfektionen blive en del af enhver hudsygdom.

Af ydre faktorer med indflydelse kan nævnes varmt og fugtigt vejr, små næsten usynlige skader i huden (ofte den tynde hud i lysken) efter kontakt med torne eller andet, parasitangreb (lopper, hårsækmider), badning i mosevand og skader i huden efter kløen og kradsen.

Indre faktorer kunne være hormonforstyrrelser, allergi og ernæringsmæssige mangler, som vil føre til en ændring af den beskyttende film. På den måde kan opstå forskydninger i bakteriesammensætningen til fordel for stafylokokkerne. De fleste hunde med længerevarende hudsygdomme vil altså før eller siden ende med en stafylokokinfektion i huden og derved få ens hudforandringer.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.